Sigurd in a winter wonderland

Danmark - Argentina

2008-07-23T19:00:00.000-07:00

Vi blev udfordret af den Argentinske ambassade til dyst på fodboldbanen i sidste uge...Vi smed straks kuglepennene og de kedelige instruktioner fra Udenrigsministeriet og tog kampen op. Sven og jeg mente ikke, at vi kunne vinde kampen alene, så vi fik straks ambassadøren og den evigt løbende førstemand Jakob, med på idéen. Vi skulle dog bruge flere spillere, og da resten af ambassadens ansatte enten afsonede dopingdomme, eller havde (meget pludselige)skader, måtte vi hente forstærkning fra den spanske ambassade. Ordet spredte sig og da dagen kom, hvor kampen skulle spilles, var vi pludseligt 5 danskere, 3 spaniere, 1 bulgarer, 1 irer og 1 franskmand. Træner Sigurd (Sven var taget på ferie), fandt hurtigt den gode opstilling og da kampen var slut havde vi vundet OVERLEGENT (9-8 på straffespark)!

I får lige et par billeder fra kampen, som i øvrigt var overraskende velspillet!

Canada Day!!

2008-07-23T18:43:00.000-07:00

Hvert år fejre canadiere, at de er...ja, canadiere! Det er simpelthen en fantastisk dag, hvor man i højeste grad ser alsidigheden i det canadiske samfund. Gøglere, musikere og andre slags entertainere sørger for ekstra glæde i landets byer, men det er ikke fordi det er nødvendigt. Den genuine glæde over at være et så venligt folkefærd smitter af og for en dag føler man sig virkeligt canadisk. Det kan slet ikke udtrykkes, hvor fantastisk en dag denne var, med høj sol hele dagen og gode venner omkring sig, gik vi rundt i et rødt/hvidt inferno mens vi lyttede til nationalsangen 'Oh Canada' igen og igen, sunget af børn og voksne af alle etniciteter. SMUKT. I får lige et par billeder.

Besøgsperioden part 3

2008-07-23T17:31:00.000-07:00

Man siger jo 'alle gode gange 3' og det var virkeligt 3 gode besøg - ville ikke undvære nogen af dem! Younnes startede super hårdt, og hårdnakket at han ikke havde jet-lag (med mindre man nævnte ordet 'museum' - så var det som om han trængte til at sætte sig ned og få en øl!?). Han blev dog hurtigt re-raiset af en frisk Sigurd, som inden længe fik sat ham på plads.

Lad mig sige det med det samme - Younnes' og mit program var noget af det heldigste man kan finde. Alt gik godt; Da vi fik fejlbooket begge vores hotelværelser fik vi det ene sted opholdet gratis, men vi i Québec City fik en opgradering! I Québec City skulle vi også være så heldige, at det var de fransktalendes nationaldag; Jean Babtiste. Dette anede vi selvfølgeligt ikke noget om, men vi endte til en nationalfest uden lige, som kulminerede i en offentlig koncert med op over 100.000 tilskuere - Herunder Sigurd og Younnes, som var blevet Québecois for en dag :-)

Dagen efter smuttede vi en tur ud og se hvaler i Tadoussac - en smuk dag på havet som bød på fransktalende gæster, som Tinman tog godt imod.

Vi rundede af i Montreal, hvor vi passende så EM finalen mellem Spanien og Tyskland. En perfekt afslutning på 3 gode ophold, som desværre betød at jeg skulle tilbage til arbejde inden længe...

Younnes var også heldig nok, at komme med til reception hos vores ambassadør, Poul Erik, som holdte sin årlige sommerreception med god mad og drikke og godt selskab af Sven og jeg og 50 andre VIGTIGE kontakter for det dansk diplomati i Canada. En hyggelig aften, som endte på Barrymore's 70'er club i down-town Ottawa (spørg efter videoklip, når du fanger en af os)

Besøgsperioden part 2

2008-07-23T17:12:00.000-07:00

Mads og Mette var ikke mere end lige rejst, da min søster og mormor stod i lufthavnen i Ottawa. Vi havde akkurat fået vasket sengetøjet og fyldt lidt i køleskabet og så var det rigtigt nok tid til noget familiehygge! De 10 dage de var her, gik rigtigt nok stærkt, men hvor fik vi også set meget. Først skulle Thea med mig som co-driver en tur til Toronto for at besøge en journalist jeg tidligere havde arbejdet med i forbindelse med ambassaden og som mormor og søster havde mødtes med i Danmark et par måneder tidligere. En fantastik hyggelig aften med afslappet stemning, vin og god mad, efter at have kørt i små 6 timer, for at nå frem i tide til middagen.

Dagen efter var det tid til Niagara vandfaldene og sikke nogle vandfald. Kæmpemæssige mængder fossede ned og jeg må sige, at det i den grad virkede overvældende, på trods af de tusindevis af turister omkring os. Thea har desværre stadig billederne i skrivende stund, så det må få vente. Eftermiddagen brugte vi I den dejlige Niagara On The Lake, som var en lille boheme-by lige i nærheden. Her spiste vi en lækker frokost og efterfølgende fik 'de damer' styret deres shoppinggener, mens morfar-her satte sig på en bænk i solen og nød synet af sjove japanske og tyske turister.

Tre dage efter vi drog afsted fra Ottawa skulle vi nu til at hjem igen - og vi regnede os frem til, at det svarede til at have kørt fra Aalborg til København og så tilbage igen - relativt hårdt, men Thea klarede det flot i vores fine Ford Taurus; Hiro.

Hjemme i Ottawa tog søsteren og jeg en tur til frisøren og fik shoppet tøj, sko og hvad der ellers fløj forbi og så var ugen hurtigt væk (ligesom vi blev det i det store Rideau-Center) og tiden var endnu engang inde for at skifte besøgende ud i det lille hus på Bruyere Street.

Torsdag kom Younnes på besøg og fredag skulle de to Københavnere videre til Montréal...

2.Afdeling af opholdet: Besøgsperioden part 1

2008-07-23T16:40:00.000-07:00

Efter Maria og Sven havde fået besøg af familie og venner, var det så blevet min tur! Mads og Mette var taget på besøg fra Odense - det skulle blive et ophold fyldt med hygge, god mad og....hmm..Popcorn med karamelsmag!?
Jeg skulle desværre på arbejde de fleste dage, men Lilholdt havde ikke svært ved at holde sig selv og Mette underholdt! Den tidligere kok fik en god, men stor ven - Loeblows - vores lokale supermarkede var et fristelsens mekka. Ud over Cracker Jacks (karamelpopcorn), kastede Mads sig over diverse Oreos og sodavand. Desværre for ham, fandt han aldrig frem til Canadas Cherry Coke, som han ellers længe havde talt om!?

Dagen efter blev Mette slæbt med drengene til 'ambassade-fodbold' hvor et samlet canadisk parlament stillede op mod 'EU', med vores ambassadør og førstemand i førsteholdskæden. Arrangementet var kommet i stand, ved hjælp af den østrigske og Schweiziske ambassader, i forbindelse med EM mesterskaberne der startede i den samme uge.

EU præsenterede et stærkt hold, hvor ikke mindst en stærk(t overvægtig) russisk diplomat, som, på trods af sin sværvægtsklasse, viste sig at være en fantastisk fodboldspiller. På baggrund af en solidindsats fra EU-spillerne og nogle farlige dødbolde fra ambassadøren kom en solid sejr på 3-1 hjem. Det mest underholdene var dog at se hvorledes de canadiske parlamentarikere brugte deres udskiftninger. Som i enhver anden venskabskamp kunne udskiftninger frit bruges - og er man canadier, så gør man alting som var det ishockey. De stillede derfor op med to kæder, så når de skiftede, ja, så skiftede de hele kæden på engang - 10 friske spillere løb på banen til stor jubel for tilskuerne.

Derudover bød ugen på en fantastisk hyggelig middag med vores nye venner fra Odense - Jan Guldborg, som var I Ottawa i forbindelse med et forskningsprojekt, havde taget familien med, så Mads, Mette, Jan og hans kone og 2 børn og undertegnede var på Orleans restaurant og spise 'spicy alligator' og Jambalaya til det stod ud af ørerne. Selvfølgeligt skuuulle vi dog lige slutte aftenen af med en gang milkshakes på Zak's diner -den lokale favorit, med de p.t. bedste milkshakes jeg nogensinde har fået!

Mads og Mette måtte kort tid efter rejse videre, da de havde en del at skulle nå på deres lange tur gennem Canada og USA, men det var super hyggeligt, at få set nogle kendte ansigter - og så kunne man jo rigtigt få sladret! :-)

Ottawa Race Weekend!

2008-06-02T19:29:00.000-07:00

Jeg kan næsten allerede høre Thim Fahléns stemme: "Jeg er i mit livs form". Men ved du hvad Thim - det må jeg næsten være. Eller det vil sige, jeg har kun én gang i mit liv løbet lige så langt, som i denne weekend. Der skete det, at jeg blev gruppepresset ind i at deltage til Ottawa Race Weekend, som er Nordamerikas største løb med over 33.000 tilmeldte. Distancerne er 5 og 10 kilometer, halvmarathon og marathon. Svens chef Jakob løb marathon på en flot tid under 3 timer, mens ambassadøren him-self løb halvmarathonen på omkring de 2 timer. Derfor var det op til Sigurd, at vise praktikant-fanen, da Sven havde trukket sig fra turneringen efter at have været ved lægen og fået konstateret 'tysk syge'. 10 kilometer skulle traves...og gerne lidt hurtigt! Jeg var nemlig i direkte konkurrence med ambassadørens kone Else, som også havde meldt sig til 10 kilometeren. Heldigvis havde jeg trænet godt op til dette event, men det skulle være så uheldigt, at jeg forstrak en muskel i mit baglår bare to dage inden løbet. Tænk sig, at jeg skulle få en skade, fordi jeg havde trænet for meget!! Jeg valgte derfor ikke så fornuftigt at dulme min smerte med øl og tequila og jeg ved ikke om det var det der hjalp, men da jeg vågnede op næste morgen, havde smerten på mystisk hvis bevæget sig fra mit ben og op i mit hovede. Derfor var der ingen undskyldning; Sigurd skulle løbe alligevel. Som var det Rocky, der havde fået sin cut-man til genåbne hans øje, fandt Sigurd ny energi og til start kom han.
Jeg må sige, at jeg slet ikke havde forstået, hvad det ville sige at løbe sådan et løb. Jeg havde ikke forestillet mig så mange mennesker og så stort et arrangement. Hele områder af Ottawa var lukket ned, mens løbet var i gang, mens frivillige stod på alle hjørner og gader med vand, bårer, skilte og lyserøde ører på (don't ask).

Vi var knap 9.000 til start på 10 kilometeren og efter at have sunget nationalsangen (selvfølgeligt i en skøn blanding af fransk og engelsk), så var vi afsted. Efter at have tilpasset mig tempoet og antallet af mennesker der fløj forbi mig blev større og større, faldt jeg hurtigt ind i min faste rytme...Desværre var det den langsomme rytme, men efter 5 kilometer tænkte jeg, at jeg jo bare kunne hente det ind på de sidste 2 kilometer - jeg er jo lidt af en fighter. Desværre var der lige den faktor, at jeg ikke har løbet over 7 kilometer, siden jeg var 15 år gammel, så da jeg ville sætte slutspurten ind, så ville min krop ikke! Måske ikke så besynderligt, men derfor valgte jeg lidt fornuftigt, bare at holde tempoet hjem. Det lykkedes og jeg krydsede stregen uden de helt store anstrengelser på cirka en time. Ikke specielt hurtigt, men en medalje (i løb er alle vindere?!) og en oplevelse rigere. Jeg må sige, at jeg blev utroligt fanget af at løbe - det fysiske/psykiske aspekt i det er større end jeg havde troet og det er helt sikkert noget jeg har tænkt mig at udforske mere.

Her får i lige et 'efter-billede' til at opsummere en super dag med godt vejr, godt humør og glade mennesker i alle aldre, der løb for en bedre sag. Overskuddet gik nemlig til et børnehospital i Ottawa.

Egern-eksistentialisme

2008-06-02T18:58:00.000-07:00

Well, nu har jeg være i nok byer i Canada til, at jeg endeligt føler, at jeg kan udtale mig kyndigt om hvad Ottawa er for en by. Hmm...

Jeg vil sammenligne den lidt med et egern - måske ikke helt skævt, her er godt nok mange af dem! De fleste synes egern er søde, små dyr, hvis hår ser blødt ud og man har lidt lyst til at ae dem (eller alternativt lave dem om til en dejlig pelsfrakke). Men er de ikke i bund og grund bare et skadedyr? Bare en lidt pænere form for rotte?? I Ottawa vrimler de rundt over alt med deres små stikkende øjne, og springer væk ved skyggen af et menneske. Det går vel lidt an på hvordan man anskuer dette lille kræ.

Og det er lidt min pointe. Ottawa er ikke verdens flotteste by, men den har sine charmerende områder og kvaliteter. Synes man grimme bygninger og fattige mennesker er det værste man ved, ja så er der mange steder i denne by jeg IKKE ville anbefale, men vil man gerne åbne øjnene for dens varme, så har den meget at tilbyde!

Derfor kan man spørge sig selv; er Ottawas egern nuttede, eller bare skadedyr? Det går an på hvordan man ser på dem.

Så hvad synes jeg så? Tja, det går lidt an på vejr og aktiviteter...

F.eks. har det regnet hele weekenden, mens Europa havde super vejr. Der er hovedstaden nærmest død og gaderne tomme. Det skal siges, at den eneste grund til, at Ottawa blev hovedstad i dette land, var fordi den hverken var for 'fransk' eller for 'engelsk'. Den var så neutral, at ingen blev stødt over den (lidt ligesom de intetsigende Schweizere - hvem kan synes noget om et folk, som er kendt for ure, guld og chokolade?! Gaaaab)- derfor bestemte den altvidende dronning Victoria, at Ottawa skulle være landets hovedstad, på trods af dens ringere placering rent geografisk og mindre størrelse, rent befolkningsmæssigt, sammenlignet med f.eks. Montréal eller Toronto.

På den anden side, for få uger siden summede byen af sommer og liv. Der var tulipanfestival, som er en årlig begivenhed, for at fejre at den hollandske dronning i 2.verdenskrig fik lov til at flygte til Ottawa, for at føde sit barn i fred. Derfor giver Holland Canada 100.000 tulipaner hvert år, hvilket Ottawa derfor lukrerer på, ved at stable dette kæmpe event på benene. Sang, dans, mad fra hele verden og så selvfølgeligt usandsyneligt mange tulipaner. Når det er sådan, så må jeg sige (uden at være en flower-kind-of-guy), at Ottawa bare er et egern og ikke et skadedyr.

Her får i lige et billede fra tulipanfestivalen, så kan jeg da bevise, at jeg har været der!

Tooooooronto!

2008-06-02T18:57:00.000-07:00

Endelig! Sigurd skulle til Toronto. Byen, som har lige så mange indbyggere, som hele Danmark!

I første omgang skulle jeg bare dertil, for at recognisere inden jeg får besøg af mormor (hej mormor) og søster (hej søster). Mormor Tove kommer om små 3 uger og har erklæret, at hun ikke vil bruge sin indkøbte flybillet, hvis hun ikke kommer til Niagara vandfaldene ved Toronto. Derfor forsøgte jeg at få et så godt indtryk af stedet som muligt, uden dog at se alt. En byvandring uden lige i stiv blæst og med en anelse tømmermænd, gjorde dog ikke Toronto mindre skøn. I får lige et par billeder for Sigurd i 'super-turist' humør (med den canadiske alt-vidende mand Jesse).

Jeg kan næsten ikke vente til, at jeg skal tilbage!

Luxuspraktikanterne

2008-05-21T17:17:00.000-07:00

Her kommer lige lidt nyt fra arbejdslivet - eller skulle man skrive "arbejdslivet"? Der er nemlig sket dét på det sidste, at Sven og jeg har fået et nyt prædikat: Luxuspraktikanterne!

Hvor det er kommet fra, det ved jeg ikke. Kunne det være fordi vi fik en ny cykel af ambassadøren, samme dag som vi blev inviteret til smørrebrød i solen på hans terrasse? Kunne det være fordi vi kører på arbejde i vores bil hver dag, uanset varme og vind? Kunne det være fordi vi er de første praktikanter der har haft opvaskemaskine og tørretumbler? Kunne det være fordi vi tager på roadtrips til store supermarkeder i USA bare fordi vi kan? Kan det være fordi vi vandt en middag til travbanen? Er det fordi vi er de eneste mandlige praktikanter i vores netværk og derfor konstant har piger på besøg, der vil se vores ambassade? Er det fordi vi hører Nik og Jay i vores bil 'Hiro'? Det kunne også have noget at gøre med, at når man åbner Sigurds ene skuffe på kontoret, er det fyldt med de 3 D'er: Dollars, Duftevand og visitkort fra Damer?

Sven og jeg takker egentligt for navnet, men vil gerne tilføje et ord: Hårdtarbejdende! Luxuspraktikanter, jovel, men hvem vil ikke have det lidt ekstra lækkert, når man har det så hårdt i hverdagen?! Sven og jeg har på det sidste stået for hver vores journalistbesøg. Canadiske journalister, der med stor succes har besøgt Danmark, med vores hjælp.

Judy Steed var journalisten fra Toronto Star, som jeg skulle lave et program for. Hun skulle med sin forsker-partner, Margaret MacAdam, en tur til København, for at skrive om, hvordan det er, at blive gammel i vores lille andedam. Efter at have arbejdet med deres aftaler i små 3 måneder, skete der selvfølgeligt dét, at Danmark besluttede sig for at gå i strejke og næsten hele mit program røg i vasken!? Så måtte man jo blive lidt opfindsom, og satte min kære søster på hendes kontaktliste, som livline. Det skulle vise sig, at være en god idé, for de brugte en hel formiddag på at snakke 'ældre' og drikke kaffe. De fandt dermed på, at de da skulle snakke med min kære mormor, for at høre hende om hvordan det var 'at blive ældre i Danmark'. Det skulle blive til en frokostaftale, som begge parter fik noget ud af. Da kaffen var blevet drukket og kagen spist, var journalisten nemlig overbevist om, at Danmark måtte være det perfekte land at blive gammel i. En perfekt start på deres ophold, som også bød på spændende interviews med relevante forskere indenfor alderdom og velfærd. På den anden side, fik Judy og Margaret også reklameret så meget for Canada og især Toronto, at min mormor og søster bookede en billet få dage senere, for at se Canada for første gang, journalisten for anden og selvfølgeligt mig!

Luxuspraktikanten glæder sig allerede:-)

Coming to America

2008-05-05T15:13:00.000-07:00

"Fascinating! Semmi, look at this! America is great indeed. Imagine a country so free, one can throw glass on the streets!" - Eddie Murphy, Coming to America.

Den USA-lidenskabelige Sven svingede pisken i lørdags og beordrede det meste af Europa's elite (som var bosat i Ottawa) til Syracuse. Byen som nok er mest kendt som Tom Cruise's fødeby blev målet for en bil, der skulle blive fem mand stærk: En englænder, en svensker, en nordmand og to danskere, der mer' og mer' minder om Nik & Jay. Det bliver ikke mindre tilfældet, når vi sætter os ind i bat-mobilen Hiro, alias 'se hvad jeg kan - det kan godt være, at jeg er en smårustet familiebil, men jeg har stadig en 3.0 motor'. ca. 300 kilometer lå mellem os og vores destination, og ikke mindst chauførsven, som meget ambitiøst ville køre bilen hele vejen frem og tilbage på samme dag.

Til rytmerne af 'en dag tilbage' gik tiden stærkt på motorvejen, på trods af klokken kun var 8 om morgenen - vi skulle jo have noget ud af dagen! Og lad det være sagt - vi kørte som var der kun en dag tilbage. Uden rødvin og blå kings nåede vi nemt frem til grænsen og videre ind i dette nye spændende land, hvor magt er noget der kan tælles i dollars.

Jeg havde dog næsten ikke nået frem, idet min journalistiske/barnlige nysgerrighed tog over et par kilometer før grænsen til USA. Området vi kørte igennem hed 1.000 islands og Sigurd tænkte straks, at her måtte den vidunderlige dressing jo komme fra. Derfor sprang jeg straks ud for at kigge nærmere på landskabet. Jeg fandt en spændende trappe, som førte ned til søen og alle dens øer. Som alt andet godt her i verden, skulle forhindringer dog bestiges - denne gang i skikkelse af politiafspærring, der sagde at det var forbudt område: Sigurd springer straks over og vandrer ned af trappen. Næste forhindring bliver dog lidt mere seriøst modtaget af den unge Kristoffersen. En betonvæg bærer skriften: Trespassers will be arrested. Det synes jeg alligevel ville være lidt dumt, bare for at se hvor lyserød dressing kommer fra, så jeg gik op igen. Lige på den anden side af den første afspærring ventede politiet desværre...Hovsa...Heldigvis var det en kvindtlig betjent og ved hjælp af Sven's troværdige ansigt og Sigurds talegave og utrolige evne for at virke som en dum turist(gad vide hvor jeg får det fra?!) kunne vi gå derfra uden håndhjern på.

Selve Syracuse må siges, at være noget af et sted. Vi ankom til et kæmpemæssigt indkøbtcenter, hvor vi ville shoppe lidt, da dollaren har været en skrammel-valuta i et godt stykke tid. Det bedste man kunne sige om dette sted, ud over priserne, var vores svenske medpraktikant begejstring over at se en H & M og dét at opleve en gigantisk spisehal fyldt med tykke mennesker, der kaster friturestegt mad i sig.

Pas i øvrigt på med at bestil store menuer herovre - jeg vil tro der er over en liter cola i sådan en. Priserne på fastfood er latterligt billige, hvilket må være stærkt medvirkende til de fattigste fysiske beskaffenhed. En stor McDonald's menu koster omkring 30 kr. , mens en dobbelt cheeseburger koster omkring 5 kr. Ikke ligefrem specielt nærende eller sprængfyldt med vitaminer!? Til gengæld kan man i et supermarkede snildt betale omkring 15 kr. for en rød peber.

Her hænger vi ud foran Carousel Center. Indkøbscenteret, hvis hjerte består af et mad-mekka med en karusel til at holde børnene væk fra mor og far, når de ikke er færdige med at kaste mad i sig.

Turen gik herefter til Syracuse 'down town' og sikke et sted! Vi havde godt hørt, at det ikke var noget særligt, men alligevel. Jeg kan sgu godt forstå, at Tom Cruise er blevet sådan en freak, med sådan et sted at vokse op. Ikke underligt at han hellere har villet øve sig foran spejlet i dagevis, for at lære monologer som: "Show me the money" - now, THAT is acting!

Vi fandt i stedet en lille park (hvis den ikke fandt os?!), hvor vi slog os ned på en bænk for at indsnuse USA, eller var det grillduften? På denne plæne kunne man nemt havde fået en overdosis af Amerika. Indenfor en time overværede vi et udendøres bryllub, en enson blues saxofonist på en stol i en skov, en gruppe unge der grillede, samt en skoleklasse der spillede en form for Baseball. Nå ja, fortalte jeg at denne bænk vi sad på, var ved en amerikansk fodboldbane?? Se DET er amerikansk!

Nu vil jeg godt lige tilføje, at det altså ikke var FOR amerikansk. Det var faktisk rigtigt dejligt, at se en rigtig gennemsnitlig by, som ikke prøvede at være andet end den var. Vi drak en øl på den lokale bæverding nede i centrum, hvor en nysgerrig drukkenbolt var hurtig til at undre sig: "Har i kørt til Syracuse uden nogen grund...? Hvorfor??!!" Det viser meget godt hvor lidt denne by egentlig kunne. På trods af en lang, lang dag, med tunge skyer og en kølig brise fandt vi dog glæden i de små ting.

Sven har på sin blog, om denne tur konkluderet, at; "Nogle gange ligger der heldigvis store oplevelser og venter udenfor guidebøgernes rækkevidde…"

Jeg vil udtrykke det anderledes og sige, at det er ligegyldigt hvad man oplever - de store oplevelsser kan være de mindste og omvendt. Det er menneskerne og indstillingen der gør oplevelserne gode og dårlige. Vi fik så absolut en super tur ud af denne roadtrip, så når der kun er 'én dag tilbage', så kunne det godt være, at man skulle lave en Syracuse reunion. Tak for en god tur i fire!

Praktik!

2008-04-22T19:49:00.000-07:00

Nu jeg er igang med bloggen kan jeg vist lige så godt gøre det officielt: Jeg er kommet ind på TV2 Sporten per. 1.august, hvor jeg skal være i lønnet praktik i et helt år.

Jeg fik opkaldet hjemmefra Danmark klokken 4 om morgenen, hvor jeg havde siddet i omkring to timer og ventet og ventet....Jeg mener jeg lagde omkring 42 kabaler de to laaaaange timer. Men det var det værd. Jeg nåede hele følelses registeret igennem den nat: Jeg overvejde om min telefon nu virkede. Jeg tænkte på om der nu var nogle der ville ringe, eller om jeg havde været for kæphøj. Jeg begyndte at læse op på alt fra hockey til travsport, hvis de nu ville spørge mig ud, for at høre hvad jeg kunne.

Opkaldet tog omkring 1 minut og jeg var ansat på stedet. Tak til lobbyisterne derhjemme og min egen stædighed!

Jeg glæder mig helt vandvittigt, men nyder det stadigt utroligt meget herovre!

Dette betyder hermed også, at jeg kan begynde at overveje, hvornår jeg skal hjem. Jeg ser i øjeblikket ud til at kunne flyve herfra cirka 3 dage før den første august, men vender tilbage når jeg ved mere...

SOMMER!?

2008-04-22T19:40:00.000-07:00

Så skete det sgu - jeg forstår det næsten ikke...Vi har haft 25 grader i en uge og render stadig rundt i snedynger - nu bare med shorts og solbriller!!

Det er dybt, dybt underligt, men meget, meget dejligt. Sidste sommer sad jeg jo og skrev på mit BA, så jeg har det som om, jeg ikke har fået sol i noget der minder om 2 år! Oh, yeah!?

I lørdags var vi en tur ude og vandre i en af de mange parker og hvor jeg nød det! Ottawa er for lækkert om sommeren. Det er på samme breddegrad som Rom, og det kan virkeligt mærkes nu. Hele byen lever og der er lyst fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. Hele weekenden gik på at sidde på teresser og grille - Lækkert!

Nyt fra arbejdslivet part 2:

2008-04-22T19:22:00.000-07:00

Så kom dagen - jeg har fået en ny chef! Min tidligere chef havde annonceret, at hun stoppede kort tid efter jeg ankom Ahornslandet, så i lidt over en månede måtte Kristoffersen junior underholde sig selv og andre med en stribe af flotte arrangementer (som allerede var planlagt). Min nye chef hedder Linda og har selv været praktikant for blot et år siden - der kan man se, hvor langt man kan nå, hvis man er dygtig nok! Vi har haft utroligt travlt med at få alle projekterne overleveret til hende og få hende up to date med alle de ting jeg har lavet, mens jeg har været på egne ben. Det første store projekt jeg har været involveret i hed Scandinavian Soundscapes og var en kirkekors-koncert akkompagneret med en dansk-inspireret canadier, der hed Derek Yaple Schobert. Koncerten har fået flotte anmeldelser herovre, selv om onde kilder herovre siger, at nogle fra den norske ambassade, syntes Derek spillede 'for hurtigt' tsk tsk...

Praktikanterne herovre havde lovet at holde en lille reception bagefter, hvilket i da lige skal have et billede fra...Endnu engang, tak til Sven for at hente kaffe. Vi kunne ikke have undværet dig, eller vidunder bilen Hiro! Hvis der er nogle, som synes Dannebrog er mindre end de andres, så husk på 'det er ikke størrelsen'...men hvem der har det ÆLDSTE! (æv, bæv andre lande - DK er verdens ældste kongerige og har det ældste flag!)

Derudover kan jeg tilføje, at jeg har arbejdet intenst med at lave en reception til instruktøren af Karlas Kabale, Charlotte Bostrup, i Toronto i forbindelse med en film festival. Den løb af staben i sidste uge og vi har fået god PR i den forbindelse. I selvsamme festival vandt Ole Bornedals Paprika Steen oplevelse, Vikaren, publikumsprisen for bedste film - så det må siges at have været et godt projekt at støtte for den danske ambassade.

Wakefield - the one day of spring

2008-04-22T18:55:00.000-07:00

Canada er utroligt kendt for sine ufatteligt skiftende årstider og når det så er sagt, så er forår ikke det de beskæftiger sig mest med herovre. De fleste canadiere mener sådan set, at der kun er to årstider: Sommer og vinter. Jeg må sige, at jeg forstår hvad de mener! Man siger, at forår cirka varer cirka en dag. Vi ramte den og besluttede os straks til at tage på roadtrip til en lille by udenfor Ottawa, som hed Wakefield.

Byen er kendt som et lille boheme-sted, hvor kunstnere kan sidde og tænke dybe tanker og se på floden og den ene bro der trods alt var i denne beskedne lille by.

Fyldte med forårsfornemmelser var vi en bilfuld unge mennesker, som ville ud og se forårssolen danse på den smukke by. Desværre var Wakefield ikke ligefrem det man kunne forvente, når nu selveste Lonely Planet anbefaler dette sted (som det eneste!?) omkring Ottawa. Byen bestod af: en bar, et bageri som burde være åbent, men ikke var det, en kiosk med en udkigspost over en frossen sø, et damptog der ikke kørte før maj og den store attraktion; "den røde bro" var der ikke mere, da den var faldet sammen for over ti år siden - de havde til gengældt bygget en ny - den får i lige et billede af.

Hermed skal negativiteten så til gengæld stoppe! Denne her lille flække var simpelthen så dejlig! Vi sad på den eneste restaurant der har fået varmeblæst sneen væk først og fik en fantastisk frokost i solen og følte simpelthen foråret fosse ned over os. Det var simpelthen en lækker by - kedelig som den var - men alt var rart; menneskerne, husene og naturen!

I får lige et billede fra vores lille frokostoplevelse og lidt af naturen; efter denne var jeg blevet solskoldet, maven var blevet fuld, og vi kommer helt sikkert tilbage, når sommeren kalder! Det sidste billede, er af en mand, som havde omkring 10 hunde i sin bil. Som alle andre canadiere, var han helt syg efter at snakke - måske fordi han plejede kun at snakke med hunde?

Museum of Civilization

2008-03-31T20:41:00.001-07:00

En af Ottawas største attraktioner så absolut. Museumet har et unikt design helt uden kanter og er kæmpestort for at sige det mildt. 3 etager med flere forskellige særudstillinger og en IMax biograf, hvor Sven, Maria, Hanna og jeg så en interessant film om, hvordan man kunne slukke brændende i hundredevis af oliekilder, efter Saddam havde sat ild til dem, for at gøre livet drøjt for modstanderen fra Kuwait. Fantastisk film med fantastiske billeder. Det var fuldstændigt som selv at se det.
Jeg vedlægger lige et par billeder fra museet og udsigten.

Montréal

2008-03-31T19:04:00.000-07:00

En ordentlig omgang påske-helligdage skabte det perfekte grundlag for vores første lange tur i Hiro (vores guddommelige automobil). Se, der kan man tale om, at det var godt, at Jesus levede...Hmm..Eller døde...Ved det ikke...Hurra for helligdage!

Vi forlod Ottawa torsdag morgen 'fire mand stærk'. Sven, Maria, vores svenske veninde Hanna og undertegnede. Vi ankom lidt over 2 timer senere til vores dejlige hostel: 'Hostel International', som det jo så ikke hed, men et eller andet på fransk. Nu var vi virkeligt kommet til den franske del af Canada. Heldigvis kunne Maria fransk, så var vi da ikke afhængige af mit rustne 7-8 klasses fransk (og en venlig tanke til lærerinde Schou).
Torsdagen blev ellers brugt på at komme på plads i denne nye by, vi skulle bruge resten af ugen i. På små 2 millioner mennesker er Montréal noget større end Ottawa, som ellers er hovedstaden og ligger på omkring den ene million indbyggere. Jeg må sige, at det var en hård kamp at komme til at holde af byen på vores lille vandretur den første dag. Det var UHYGGELIGT koldt - ikke mere end 10 grader minus vil jeg tro, men en vind-chill der sagde spar 2! Det blæste som i en turbine til en F16 og så lige ind på de stakkels skandinavere!

Fredag skulle straks blive noget bedre. Vi fik opbakning af 5 af vores venner fra Ottawa, blandt andet to canadiere, som begge havde boet i Montréal. Med dem ved vores side, gik vi imod vinden og op af en stor bakke, for at søge ly i Biodome, som er lidt a la Randers Regnskov. Et kæmpe subtropisk landskab med alt hvad det indebærer...Dvs. væsentlig mere varme end udenfor og en masse sjove/knap så sjove dyr...I får lige et eksempel på hver:

Et billede af Jessius-Canadius og Sigurdnator. Det andet er en krokodille - Kors hvor er de kedelige!
Vi fik også kigget lidt på det mor plejede at kalde 'knækkede søjler' - det værende kirker og andre gamle rester, som er for kedelige at berette om her!

Fredag aften var vi til stor release-party (hvor vi kun kom ind, fordi vi havde søde, skandinaviske piger med) med den 'store' MC Mario. Han blev bakket op af flere sangerinder mens han spillede sine elektroniske toner. Meget storladent og meget elegant, men langt fra min smag!

Her følger lige et billede af en pige der hang ned fra loftet i klubben

- hvorfor vides ikke, men det gjorde hun altså..

Lørdag stod igen i turismens tegn. Montréal ligger op af et bjerg, som søreme hedder Mount Réal, hvilket vi i vind og sne skulle bestige. Op kom vi da også - cirka halvvejs, så var vi nogle der tog en bus til toppen i stedet for. Men har hørt der skulle være en god udsigt fra udsigtsposten vi kørte forbi - and so what?! Det var sygt koldt og toppen var fin til mig. Deroppe lå Sankt Josephs Oratorie, som skulle være den 2.største Katolske kirke udenfor Rom. Den var også noget af et syn. 4 etager, rulletrapper og elevatorer prægede landskabet, hvilket må siges at være ret underligt når man skal finde sin indre ro (i øvrigt også sammen med 10000 andre mennesker), men imponerende var den!

Lørdag aften var jeg så heldig at have opstøvet The Raveonettes. Det danske super-band var på tur i Nord-Amerika og spillede ved et tilfælde 10 minutters gang fra hvor vi boede. I en bar hvor øl kun kostede 25 kr. fik Sigurd sig en dejlig aften omkringet af 4 af pigerne fra Ottawa. Sven havde svigtet mig til fordel for en club sammen med de andre - jeg klarede mig nu alligevel :-)
Billederne fra Raveonettes er ikke de bedste, men jeg fik sneget mig om på siden hvor de to danskere stod og spillede blot 2 meter fra mig

(Fik mig en snak med Sharon bagefter, da jeg valgte at råbe til hende på dansk, at de var 'for seje' - sådan Sigurd).
Søndag var en lang byvandring, hvor vi fik set ikke mindre end 5 kirker inden vi skulle ud til Jesse's forældre, som boede lige udenfor Montréal. Her blev hele flokken budt på stor traditionel middag. En menu der bød på alt fra Skinke, over cocktail-pølser, flæskesvær og grisepaté- Alt sammen dækket af ahorns sirup, som lidt er deres ting i Montréal. Skal love for, at jeg fik nok svin for denne månede! Godt fulde i maverne åbnede Hiro Travels dørene op for endnu en tur. Vi var hjemme i Ottawa lidt før midnat og kunne bruge mandagen til at slappe af inden arbejdet igen kaldte om tirsdagen.

Det var en fantastisk dejlig tur til Montréal! Det sætter desværre Ottawa i et nyt lys - der mangler MEGET i hovedstaden! Det havde man næsten glemt i alt den sne, men rent faktisk er det ikke en ret pæn by. Jeg har det fantastisk herovre, men må sige at der mangler en del. Men i denne uge skete der alligevel noget opmuntrende; vi så græs for første gang! Og kantsten! Foråret er ved at komme og Ottawa virker lige så stille til at omstille sig til liv og glade dage igen. Jeg glæder mig!

Jeg slutter lige af med et hyggeligt fællesbillede fra min tur med de fire tøser i lørdags. En svensk, norsk, norsk og finsk pige og en glad Sigurd. Hmm..Gad vide hvem der tog det her billede?!

Sankt Patrick's Day

2008-03-31T18:53:00.002-07:00

Så blev det mandag og endnu engang skulle de brave praktikanter på pub. Det er som om vi ikke kan undgå det for tiden!? Dagen hvor alle er irske og fejrer Kristendommens indtog til landet fejres i stor stil i Canada også. De er stolte af deres britiske rødder, og de fleste canadiere holder også af en god øl. Sven og jeg ankom direkte fra arbejde, hvor vi de sidste par timer havde stået og kigget ud af vores vinduer, for at se balladen nede på gaden, som så småt startede ved 13-tiden. Til at starte med var folk bare glade og udklædte, men senere blev de fuldere og mere udskældte.

Der blev sunget og drukket til den store guldmedalje og dem der ikke var blevet ekskorteret hjem af polititiet virkede til at have en hyggelig aften!

I får lige et par billeder...Det skal siges, at har man ikke grønt på denne aften, så er det tilladt for folk at nive en. Av!

Nyt fra arbejdslivet(!)

2008-03-16T09:04:00.000-07:00

Efter opfordring fra min far (hej far!), så skal jeg åbenbart også fortælle noget om hvad jeg rent fagligt laver herovre.

Sagen er jo den, at min chef som var kultur-attaché stoppede cirka 2 uger efter, at jeg startede. Det har gjort at min rolle er blevet lidt anderledes, end den normalt havde været. Jeg repræsenterer således ambassaden i to arbejdsgrupper; en i EU-regi og en der omhandler nordisk kultur i samarbejde med de andre nordiske lande. Mere konkret så er vi ved at sætte en masse skandinaviske projekter igang i Canada, for at forstørre interessen i vores lille land. Lige for tiden er det en række af skuespil vi forsøger at sælge til de canadiske teatre. Derudover arbejder vi for bedre miljø (bl.a. via et PR-orienteret 'plant et træ' arrangement). Endeligt får vi Charlotte Bostrup på besøg, som har instrueret Karlas Kabale, som skal vises på en kæmpe filmfestival herovre. I den sammenhæng står jeg får en reception, for at byde danskeren velkommen.

Ud over det, har vi per første marts overtaget visum-håndteringen for Norge og Sverige, så der kommer en del henvendelser fra folk, som (heller) ikke kan finde hoved og hale i bureaukratiets smukker verden.

Dertil skal lægges, at Sven og jeg står for alle generelle borgerhenvendelser, hvad enten det er: "Hvor ER Danmark egentligt?!" til "Hvad er Danmarks nationalfugl og må man skyde den".

I får lige det officielle Sigurd/Sven billede udenfor vores kontor

Indflytterfest

2008-03-16T08:41:00.000-07:00

Endelig blev det weekend. Dejligt. Vi flyttede i sidste uge op i lejlighen ovenpå vores oprindelige. Den er fuldstændigt magen til, bortset fra alt er renoveret(og rent!). Derfor holdte vi i fredags indflytterfest med hele 'onsdagsholdet' og andre folk vi har mødt hist og pist. Vi var omkring 30 og fik festet til den lyse morgen. Pyyyh, for en hovedpine der fulgte med. Jeg vedhæfter lige et par billeder: Læg lige mærke til, at Sven og jeg kører 'modsat' tema, for lige at være lidt mere dario'er end vi i forvejen er. Rygter vil i øvrigt sige, at Sven har rødder i det Afro-amerikanske 50-cent miljø.

Er det ikke bare yndiiiigt?
Sigurd, Maria, Sven

TaDac - Finnish Contemporary Dance

2008-03-16T07:29:00.000-07:00

I onsdags havde jeg fået nogle fribilletter til en finsk dansegruppe der hed TaDac. Sigurd havde aldrig set dans før, så tænkte: "hva' pokker - der er alligevel gratis vin og snacks til de her ting'. Det skulle vise sig, at være mindst lige så mærkeligt, som jeg havde troet - hvis ikke mere!

Danseforestilling var delt op i fire scener. Den første var en klassisk 'nu skiftes vi til at danse og så ser vi hvem der er bedst', hvilket jo sådan set var okay. Der var lidt break-dance over det, så det mindede jo meget om når jeg selv danser.

Anden dans var helt anderledes. En mand og en kvinde dansede en slags forførelsesdans, som nok skulle vise det spil der er mellem de to køn. Det eneste 'problem' med denne dans, var i følge Sven som trofast havde taget med, at de to dansere havde besluttet sig for at knipse til hinanden...At se fuldvoksne individer i stramt tøj danse sådan rundt og så pludseligt et knips var ved at være for meget for Sven, som herefter hviskede: "Nu vil jeg hjem og finde mine testikler - jeg bliver sgu nødt til at se Rambo efter det her!".

Indtil videre følte jeg mig ret godt underholdt. Kunne godt forstå, hvad de ville sige til os med deres danse, og syntes egentligt, at det var ret fedt, at de kunne udtrykke så komplekse ting med kropsbevægelser i stedet for sprog (ikke at jeg havde forstået et ord, eftersom de var finske - sikke et sprog).
Dans 3 var til gengæld noget anderledes. En pige kommer alene ind på en scene og begynder at danse vild og ukontrolleret 30 cm foran den finske ambassadør, men med ryggen (og numsen) til ham..Dette stod på i et minuts tid, men blev kun endnu mere mærkeligt...I det ene hjørne stod en plastik-kat hun havde skruet op, så den kunne logre med halen, hvilket den så gjorde under hele scenen. I det andet hjørne kørte et tv med sne på og i det tredje hjørne stod et lille modeltog med en snor i. Dette tog begyndte hun så at trække rundt med, for til sidste at forsøge at få det til at køre hende over...Dette lykkedes ikke (på trods af jeg sværger jeg hørte Sven besværge hende ti sekunder før). Scenen går i sort - og det gør jeg også. Det var sgu en anelse for moderne for mig, selv om jeg tror jeg fik fat i, at det var historien om en meget mislykket pige, som intet rigtigt kunne gøre, ikke engang begå selvmord, selv om hun selv styrede et tog!
Efter en mindre pause, hvor man fik small-talked med en masse forskellige ambassadefolk, gik det løs igen.
Scene fire var den store finale, som var en slags go-go dance, hvad det så end er ...En blanding af okker-gokker og renovationsdans blev blandet sammen med cirkusmusik. Der kom koste på scenen, hvorefter enhver danser der ikke kunne udtrykke sig hurtigt og effektivt blev fejet væk. Det store tema var for scenen, at man i vores moderne samfund ikke har meget tid og altid bliver stoppet i hvad man laver, før man når frem til, hvad man vil sige.

Alt i alt vil jeg sige, at jeg var rigtigt godt underholdt af denne finske dansetrup - det var i hvert tilfælde en oplevelse. Ved ikke om jeg ville have betalt for det selv, men er nu glad for at have set det.

-Knips-

Eksistentialisme fra en mortadella-mand?

2008-02-28T19:25:00.000-08:00

Forleden slog det mig: Er jeg en mortadella-mand? Jeg har for nyligt fundet fundet ud af, at jeg opbygger små sikkerhedsmomenter i min hverdag. De fleste kender det nok; billeder i deres kalender, eller tøjbamser under sengen. Små fix-punkter, som er rare at have, som ubevidst/bevidst giver en tryghed. For mig gav det sig udtryk i min frokost...Vi går til en fremragende sandwichbutik hver dag, som har de lækreste specialiteter indenfor pølser og skinker. De første par uger jeg var herovre, fik jeg (hver dag) den samme sandwich: Foccacia, mortadella, Schwiss cheese, tomatoes, lettuce, onion. OG den smagte godt...hver gang!

Men i sidste uge skete der jo så det underligste...Jeg spiste en anden slags sandwich! Jeg prøvede både 'spicy eggplant', 'hot peppers' og andre slags kød - og gæt hvad? Det var også lækkert!

Det jeg vil sige med det her er: Er jeg i virkeligheden så vild med mortadella, eller var det bare trygt og lidt lækkert? Når jeg får tid og plads - er jeg så måske ikke nærmere en roastbeef kind of guy, som ikke er ræd for en krydret aubergine? Det tror jeg nok jeg er ;-)

What a Weekend

2008-02-26T18:24:00.000-08:00

Sikke en weekend. Flot oversat Sigurd, men det var det altså! En af de bedste. Det startede med en ekstremt hyggelig fredag dag og aften, hvor jobbet bød på et visit på den svenske ambassade som bød på hygge for alle de Skandinaviske kollegaer. Det gik blandt andet ud på en quiz, hvor man skulle svare på en masse spørgsmål om Sverige (f.eks. hvilken farve dronningens hat har og hvem Tiger Woods' svenske mor var). Jeg kom, jeg så, jeg tabte...

Fredag aften var også i hyggens tegn. Maria, Sven og jeg spiste sammen med vores norske veninde Katrine, som er au pair herovre i et års tid. Vi havde aftalt at vi skulle en tur på skøjtebanen om aftenen...Gisp....Nu vil jeg ikke kalde mig selv Bambi, men jeg vidste bare, at jeg ville være Bambo på glat is. Ottawa har verdens længste skøjtebane, som er den frossede kanal: Længden er op mod 80 kilometer. Jeg kørte nok cirka de første 50....Meter...Faldt ikke, men det var nok mere på grund af Sven og Maria der holdte lille Sigge i hænderne hele vejen.

I får lige et billede:
Efter totalt udmattende 50 meter og kun et styrt gik vi til ro - Sven ville nemlig hive os op af dynerne igen kl. 8(!!) Vi skulle endnu engang på snowboard. Jeg frygtede det lidt efter sidste gang, havde sådan set stadig ondt i knæet fra sidste gang. Heldigvis havde jeg Maria med og vi "delte" så en instruktørtime - og hvilke underværker det gjorde. Det var simpelthen så fedt! Jeg havde givet snowboard en sidste chance, for var ærligt talt ved at give op! Nu er jeg imidlertid helt med! Så fedt: I får lige nogle pics fra vores ski-dag i høj sol:

Lørdag aften var vi til vores Quebecois ven Jesse's fødselsdag. En kæmpe fest, hvor vi festede til den lyse morgen...På en eller anden måde endte jeg og en af de andre praktikanter i et udendøres boblebad kl. 6 om morgenen med fire totalt ukendte folk! Fantastisk lækker idé: Sidde udenfor i et hot-tub på 40 grader med -20 grader og sne omkring sig og en kold is-vand i hånden. Skal hilse og sige, at det må være fysisk umuligt at have tømmermænd efter sådan en gang "wellness". Håber sgu det er 'en ommer'!

- Det skulle vise sig, at man godt kunne have en anelse tømmermænd om søndagen alligevel - så den blev brugt på divaneseren med en hel masse afsnit af husets yndlingsserie: HEROES! Vi er blevet så glade for serien, at vores bil er blevet døbt "Hiro", efter en af figurerne fra serien. Jeg er i øvrigt nu blevet den glade ejer af 30 % af automobilen. Sådan Sigurd- Så mangler jeg bare kørekortet. I får lige et billede af mig og Hiro til at slutte af på. Tak for en god weekend Ottawa!!

Så skal der snowboardes!

2008-02-15T15:19:00.001-08:00

Så kom dagen...Sigurd skulle stille stængerne op på et bræt og suse ned af pisterne. Det blev dog ikke til meget susen på hans debut - det skulle vise sig, at være noget nær det sværeste jeg nogensinde har prøvet (Dette kommer jo endda fra et guitarspillende-taekwondosortbælte).

1.Gang ned af pisten faldt jeg omkring 25 gange, men var egentligt optimistisk. 2.Gang gik det så lidt bedre, hvilket sådan set var værre. Jeg lærte nemlig at blive på brættet i mere end 10 sekunder, og lige som jeg mærkede suset af fart, styrtede jeg totalt og smadrede mit knæ, mens jeg trillede rundt. Hmm, tænkte jeg -op på hesten igen....men nej! Det blev kun til et par små-triste forsøg, og så ville knæet ikke mere. Ganske som man tror, så blev det selvfølgeligt kun værre i løbet af aftenen (søndag) og mandag blev noget af en humpe-tur.

MEN!

Tirsdag var Sigurd igen på banen og slog både en dansker og en canadier i squash i OVERLEGEN stil. (Hvilket så blev gentaget torsdag!)

I denne weekend skal vi så ud på snowboard igen, så nu skal jeg bare passe lidt på med det knæ og så håber jeg bare det går lidt bedre, for det er utroligt fedt så længe (ca. 4 sekunder) det varer.

Billed-sjov

2008-02-15T15:07:00.000-08:00

Hej Allesammen, så får i lige lidt billeder fra de første dage her i Ottawa.

Billede 1: Gæt engang - Sigge på isen
Billede 2: Næsten alle statslige arrangementer bliver musikalt ledsaget af sækkepiber herovre. Canada er utroligt præget af deres fortid som gammel engelsk koloni.
Billede 3: De to flotte billeder, der hænger i vores gang hjemme i huset.
Billede 4: Fra vores hygge-aften sidste fredag. Vi havde nogle af vores nye venner over til noget mad og drikke. Endte selvfølgeligt først kl.5
Billede 5: Sven, jeg og Hanna, som er vores veninde fra Finland, som desværre snart skal hjem - fra en aften, hvor vi hele intern-flokken var ude og spise.

Update:

2008-02-07T18:37:00.000-08:00

Ville lige smide et billede på af vores hus. Det jeg står med er mit nye jakkesæt....hmm...var vist lidt dyrt, men jeg BEHØVEDE det! (Købte så også lige nogle vinterstøvler, så jeg kan overleve de her pludselige sne-storme...Det var så MEGET nødvendigt til gengæld). Pigen på billedet er Maria, vores norske roomie. Ved i øvrigt godt, det er et elendigt billede, men det er bedre end ingenting...Kommer snart nogle bedre på - der findes i hvert tilfælde nogle ret sjove fra i fredags! Overvejer lidt at smide lidt penge efter et digi-cam. Det bliver ikke ved med at gå sådan at nasse på Sven og Marias...

Møde, møde og pub-aften

2008-02-07T18:20:00.000-08:00

Så blev det for alvor hverdag i Ottawa. Vi begynder at komme godt ind i sagerne og de spændende ting kommer på programmet. Her i starten går langt størstedelen af energien på arbejdet, hvor vi hver især passer hver vores område. Jeg har været til et par meget spændende møder de sidste to dage, hvor jeg har siddet i en EU-delegation, samt Nordisk Råds kultur-delegation. Det var rigtigt interessant, at se hvordan det hele fungerer indefra og jeg suger alt det til mig jeg kan.

Onsdag var vores sædvanelige pub-aften med byens andre interns, hvilket som sidst var rigtigt godt! Der kom vildt mange, og det hele er ret godt arrangeret. Facebook er et utroligt godt medie til at planlægge gennem! Det gode ved at det ligger onsdag, er i øvrigt, at man kan planlægge masser af ballade til weekenden. På fredag skal vi således spise sammen med nogle Canadiere, og en fra Finland og så ud og høre noget musik. Bliver vejret ved at være som nu, skal vi måske ud og stå på ski lørdag, eller søndag. Så det ser ud til at blive endnu en god weekend. AWESOME!

Ambassade-curling

2008-02-07T17:56:00.000-08:00

Så kom dagen - jeg har ikke prøvet ret mange former for ekstremsport i løbet af mit 25-årige liv, men i søndags kom dagen: Ambassade curling i blinde, til fordel for forbundet for blinde curling, som meget gerne vil have det på programmet til de næste paraolympiske vinterlege. Så ved i det...

Sven og jeg blev (efter at have delt en kande øl med ambassadøren og hans kone Else) overtalt til at spille med - det var ellers ikke meningen vi skulle have været på banen, men havde godt frygtet vi "skulle på isen". Folk var ikke så vilde for at skøjte rundt derude, så vi sprang på banen for at lægge de første fire sten i turneringen mellem Danmark og Tjekkiet. Som om det ikke var svært nok i forvejen, bare dét at få den elendige sten til at ligge stille i cirklen, så fik vi briller med vaseline på øjnene, så man intet kunne se udover et lys, som indikerede hvor stenen skulle mod. Vi spillede 20 sten i alt og kun én gang endte den så vi kunne få point, men der havde tjekkerne så ramt bedre, så vi tabte 1:0.

Det var dog ikke game over for de to gæve danskere med de utroligt nordiske navne: Nej, vi fik én chance for at vinde en trøste-præmie. Vores ambassadør fik én sten og satte han den i midten fik vi en gave. "Lækkert" tænkte vi -og "lækkert" blev det. Ambassadøren satte stenen ind, men kunne ikke blive til afhentning af gave, hvorfor den så tilfaldt os to praktikanter. Vi havde regner med en plakat, eller andet halvskidt souvenir - Det blev dog til en platte "to our Danish freinds", hvilket var meget fint, men også en middag for to på Ottawa's Raceground, i super lounge med udsigt over væddeløbende, så det bliver en lækker dag, når vi engang skal det.

Super mærkeligt arrangement...Super mærkelige folk....Mærkelig buffet, mærkeligt spil, mærkelig gave.

Men alt sammen sat sammen en rigtig god dag, hvor vi fik mænget os lidt med de andre ambassader. Det skulle vise sig, at jeg kom til at møde mange af de folk fra den dag igen og igen. Det at networke synes at være en ret god idé inden for diplomatiet, så jeg fik nok mere ud af det, end jeg anede.

Middag hos ambassadøren

2008-02-02T20:52:00.000-08:00

48 timer og to arbejdsdage efter vi var landet, var Sven og jeg inviteret til middag hos den danske ambassadør Poul Erik og hans kone Else. Det var en 'casual' aftale hvor vi "ikke behøvede at tage slips på". Jeg tænkte, at det egentligt lød lækkert, og kiggede over til min ensomme cowboy-bukser, men tog alligevel jakkesæt på. Det skulle vise sig at være en god idé. "Polle" havde valgt at invitere en af mine chefer, de to gamle praktikanter og to mænd fra udenrigsministeriet med til middagen. Alle havde slips eller jakkesæt på.

En super middag var på menuen og som kokken beskedent sagde: "Det er ikke noget særligt - jeg har skam bare begået et opkog af basilikum, med et stykke..." Og så remsede han alverdens lækreste ord op - men fik vist aldrig helt fat i hvad vi spiste...(Kan kun huske der var en speciel form for bernaise til den sprængte kalvefilet vi fik til hovedret - den må jeg lige finde ud af hvad var...)

Noget fantastisk rødvin senere, samt kaffe og kage og en overdådig gang tiramisu med blåbærbund, måtte vi hellere tage hjem - skulle jo på arbejde igen næste dag. Det var en hyggelig aften, som var ret speciel mange måder; på den gode måde. Utrolig dejlig måde at blive modtaget på - det må man sige. Føler mig utroligt velkommen herovre i Ottawa!

Ankomst til Ottawa

2008-02-02T20:26:00.000-08:00

Så kom jeg endeligt afsted - trods sen arrangering af flybilleter og en dramatisk kamp mod dragen (banken), lykkedes det Sigurd Anders Kristoffersen at trodse de syv vilde vinde (3 artikler og 2 eksamener + 2 gange forsvar) og rent faktisk komme over til København og mødtes med min medpraktikant Sven: De to skandinavere var på vej!

Jeg havde ved et uheld kommet til at smide mit visum væk, men tænkte at den nok gik, da jeg havde lidt papirer fra ambassaden, men var nu alligevel lidt nervøs. Det gik selvfølgeligt alt sammen fint, hvorimod Sven først blev dobbelt-booket i flyvet til London, dernest fik problemer med sit visum da der stod en forkert adresse og så røg i immigrationskontoret i Ottawa- so much for visa! Derudover fik vi flypersonalet til at tænde alt lyset i hele flyveren, så vi kunne læse i 5 minutter inden der kom Simpsons-the Movie. Tror nok alle dem der sov blev en anelse bitre...

Da vi kom til vores lejlighed var vi helt færdige, og efter en dejlig middag røg vi på hovedet i seng (Sven med medbragte ørepropper - godt tænkt!). Efter 5 timers søvn og med et mindre jet-lag, tog vi således på ambassaden for at starte vores træning i diplomatiets kunst. Alt gik vel og vi fik hilst på vores ambassadør Poul Erik og resten af personalet. Hurtigt hjem og vende gik det efter arbejde, for så skulle vi i byen om aftenen, for at mødes med byens andre praktikanter til den ugentlige onsdagshyggeaften- super start på turen og rigtigt søde folk!

Vi har nu været her nogle dage og først i dag er vi flyttet endeligt ind. Vi bor med en rigtig sød pige der hedder Maria fra norge, som er på praktik i den norske ambassade. De gamle praktikanter har lige forladt os for Danmark, så nu står det hele for egen regning herovre: Ottawa we have a problem!