Ottawa Race Weekend!

Jeg kan næsten allerede høre Thim Fahléns stemme: "Jeg er i mit livs form". Men ved du hvad Thim - det må jeg næsten være. Eller det vil sige, jeg har kun én gang i mit liv løbet lige så langt, som i denne weekend. Der skete det, at jeg blev gruppepresset ind i at deltage til Ottawa Race Weekend, som er Nordamerikas største løb med over 33.000 tilmeldte. Distancerne er 5 og 10 kilometer, halvmarathon og marathon. Svens chef Jakob løb marathon på en flot tid under 3 timer, mens ambassadøren him-self løb halvmarathonen på omkring de 2 timer. Derfor var det op til Sigurd, at vise praktikant-fanen, da Sven havde trukket sig fra turneringen efter at have været ved lægen og fået konstateret 'tysk syge'. 10 kilometer skulle traves...og gerne lidt hurtigt! Jeg var nemlig i direkte konkurrence med ambassadørens kone Else, som også havde meldt sig til 10 kilometeren. Heldigvis havde jeg trænet godt op til dette event, men det skulle være så uheldigt, at jeg forstrak en muskel i mit baglår bare to dage inden løbet. Tænk sig, at jeg skulle få en skade, fordi jeg havde trænet for meget!! Jeg valgte derfor ikke så fornuftigt at dulme min smerte med øl og tequila og jeg ved ikke om det var det der hjalp, men da jeg vågnede op næste morgen, havde smerten på mystisk hvis bevæget sig fra mit ben og op i mit hovede. Derfor var der ingen undskyldning; Sigurd skulle løbe alligevel. Som var det Rocky, der havde fået sin cut-man til genåbne hans øje, fandt Sigurd ny energi og til start kom han.
Jeg må sige, at jeg slet ikke havde forstået, hvad det ville sige at løbe sådan et løb. Jeg havde ikke forestillet mig så mange mennesker og så stort et arrangement. Hele områder af Ottawa var lukket ned, mens løbet var i gang, mens frivillige stod på alle hjørner og gader med vand, bårer, skilte og lyserøde ører på (don't ask).

Vi var knap 9.000 til start på 10 kilometeren og efter at have sunget nationalsangen (selvfølgeligt i en skøn blanding af fransk og engelsk), så var vi afsted. Efter at have tilpasset mig tempoet og antallet af mennesker der fløj forbi mig blev større og større, faldt jeg hurtigt ind i min faste rytme...Desværre var det den langsomme rytme, men efter 5 kilometer tænkte jeg, at jeg jo bare kunne hente det ind på de sidste 2 kilometer - jeg er jo lidt af en fighter. Desværre var der lige den faktor, at jeg ikke har løbet over 7 kilometer, siden jeg var 15 år gammel, så da jeg ville sætte slutspurten ind, så ville min krop ikke! Måske ikke så besynderligt, men derfor valgte jeg lidt fornuftigt, bare at holde tempoet hjem. Det lykkedes og jeg krydsede stregen uden de helt store anstrengelser på cirka en time. Ikke specielt hurtigt, men en medalje (i løb er alle vindere?!) og en oplevelse rigere. Jeg må sige, at jeg blev utroligt fanget af at løbe - det fysiske/psykiske aspekt i det er større end jeg havde troet og det er helt sikkert noget jeg har tænkt mig at udforske mere.

Her får i lige et 'efter-billede' til at opsummere en super dag med godt vejr, godt humør og glade mennesker i alle aldre, der løb for en bedre sag. Overskuddet gik nemlig til et børnehospital i Ottawa.

Egern-eksistentialisme

Well, nu har jeg være i nok byer i Canada til, at jeg endeligt føler, at jeg kan udtale mig kyndigt om hvad Ottawa er for en by. Hmm...

Jeg vil sammenligne den lidt med et egern - måske ikke helt skævt, her er godt nok mange af dem! De fleste synes egern er søde, små dyr, hvis hår ser blødt ud og man har lidt lyst til at ae dem (eller alternativt lave dem om til en dejlig pelsfrakke). Men er de ikke i bund og grund bare et skadedyr? Bare en lidt pænere form for rotte?? I Ottawa vrimler de rundt over alt med deres små stikkende øjne, og springer væk ved skyggen af et menneske. Det går vel lidt an på hvordan man anskuer dette lille kræ.

Og det er lidt min pointe. Ottawa er ikke verdens flotteste by, men den har sine charmerende områder og kvaliteter. Synes man grimme bygninger og fattige mennesker er det værste man ved, ja så er der mange steder i denne by jeg IKKE ville anbefale, men vil man gerne åbne øjnene for dens varme, så har den meget at tilbyde!

Derfor kan man spørge sig selv; er Ottawas egern nuttede, eller bare skadedyr? Det går an på hvordan man ser på dem.

Så hvad synes jeg så? Tja, det går lidt an på vejr og aktiviteter...

F.eks. har det regnet hele weekenden, mens Europa havde super vejr. Der er hovedstaden nærmest død og gaderne tomme. Det skal siges, at den eneste grund til, at Ottawa blev hovedstad i dette land, var fordi den hverken var for 'fransk' eller for 'engelsk'. Den var så neutral, at ingen blev stødt over den (lidt ligesom de intetsigende Schweizere - hvem kan synes noget om et folk, som er kendt for ure, guld og chokolade?! Gaaaab)- derfor bestemte den altvidende dronning Victoria, at Ottawa skulle være landets hovedstad, på trods af dens ringere placering rent geografisk og mindre størrelse, rent befolkningsmæssigt, sammenlignet med f.eks. Montréal eller Toronto.

På den anden side, for få uger siden summede byen af sommer og liv. Der var tulipanfestival, som er en årlig begivenhed, for at fejre at den hollandske dronning i 2.verdenskrig fik lov til at flygte til Ottawa, for at føde sit barn i fred. Derfor giver Holland Canada 100.000 tulipaner hvert år, hvilket Ottawa derfor lukrerer på, ved at stable dette kæmpe event på benene. Sang, dans, mad fra hele verden og så selvfølgeligt usandsyneligt mange tulipaner. Når det er sådan, så må jeg sige (uden at være en flower-kind-of-guy), at Ottawa bare er et egern og ikke et skadedyr.

Her får i lige et billede fra tulipanfestivalen, så kan jeg da bevise, at jeg har været der!

Tooooooronto!

Endelig! Sigurd skulle til Toronto. Byen, som har lige så mange indbyggere, som hele Danmark!

I første omgang skulle jeg bare dertil, for at recognisere inden jeg får besøg af mormor (hej mormor) og søster (hej søster). Mormor Tove kommer om små 3 uger og har erklæret, at hun ikke vil bruge sin indkøbte flybillet, hvis hun ikke kommer til Niagara vandfaldene ved Toronto. Derfor forsøgte jeg at få et så godt indtryk af stedet som muligt, uden dog at se alt. En byvandring uden lige i stiv blæst og med en anelse tømmermænd, gjorde dog ikke Toronto mindre skøn. I får lige et par billeder for Sigurd i 'super-turist' humør (med den canadiske alt-vidende mand Jesse).

Jeg kan næsten ikke vente til, at jeg skal tilbage!