Luxuspraktikanterne

Her kommer lige lidt nyt fra arbejdslivet - eller skulle man skrive "arbejdslivet"? Der er nemlig sket dét på det sidste, at Sven og jeg har fået et nyt prædikat: Luxuspraktikanterne!


Hvor det er kommet fra, det ved jeg ikke. Kunne det være fordi vi fik en ny cykel af ambassadøren, samme dag som vi blev inviteret til smørrebrød i solen på hans terrasse? Kunne det være fordi vi kører på arbejde i vores bil hver dag, uanset varme og vind? Kunne det være fordi vi er de første praktikanter der har haft opvaskemaskine og tørretumbler? Kunne det være fordi vi tager på roadtrips til store supermarkeder i USA bare fordi vi kan? Kan det være fordi vi vandt en middag til travbanen? Er det fordi vi er de eneste mandlige praktikanter i vores netværk og derfor konstant har piger på besøg, der vil se vores ambassade? Er det fordi vi hører Nik og Jay i vores bil 'Hiro'? Det kunne også have noget at gøre med, at når man åbner Sigurds ene skuffe på kontoret, er det fyldt med de 3 D'er: Dollars, Duftevand og visitkort fra Damer?


Sven og jeg takker egentligt for navnet, men vil gerne tilføje et ord: Hårdtarbejdende! Luxuspraktikanter, jovel, men hvem vil ikke have det lidt ekstra lækkert, når man har det så hårdt i hverdagen?! Sven og jeg har på det sidste stået for hver vores journalistbesøg. Canadiske journalister, der med stor succes har besøgt Danmark, med vores hjælp.

Judy Steed var journalisten fra Toronto Star, som jeg skulle lave et program for. Hun skulle med sin forsker-partner, Margaret MacAdam, en tur til København, for at skrive om, hvordan det er, at blive gammel i vores lille andedam. Efter at have arbejdet med deres aftaler i små 3 måneder, skete der selvfølgeligt dét, at Danmark besluttede sig for at gå i strejke og næsten hele mit program røg i vasken!? Så måtte man jo blive lidt opfindsom, og satte min kære søster på hendes kontaktliste, som livline. Det skulle vise sig, at være en god idé, for de brugte en hel formiddag på at snakke 'ældre' og drikke kaffe. De fandt dermed på, at de da skulle snakke med min kære mormor, for at høre hende om hvordan det var 'at blive ældre i Danmark'. Det skulle blive til en frokostaftale, som begge parter fik noget ud af. Da kaffen var blevet drukket og kagen spist, var journalisten nemlig overbevist om, at Danmark måtte være det perfekte land at blive gammel i. En perfekt start på deres ophold, som også bød på spændende interviews med relevante forskere indenfor alderdom og velfærd. På den anden side, fik Judy og Margaret også reklameret så meget for Canada og især Toronto, at min mormor og søster bookede en billet få dage senere, for at se Canada for første gang, journalisten for anden og selvfølgeligt mig!


Luxuspraktikanten glæder sig allerede:-)

Coming to America

"Fascinating! Semmi, look at this! America is great indeed. Imagine a country so free, one can throw glass on the streets!" - Eddie Murphy, Coming to America.

Den USA-lidenskabelige Sven svingede pisken i lørdags og beordrede det meste af Europa's elite (som var bosat i Ottawa) til Syracuse. Byen som nok er mest kendt som Tom Cruise's fødeby blev målet for en bil, der skulle blive fem mand stærk: En englænder, en svensker, en nordmand og to danskere, der mer' og mer' minder om Nik & Jay. Det bliver ikke mindre tilfældet, når vi sætter os ind i bat-mobilen Hiro, alias 'se hvad jeg kan - det kan godt være, at jeg er en smårustet familiebil, men jeg har stadig en 3.0 motor'. ca. 300 kilometer lå mellem os og vores destination, og ikke mindst chauførsven, som meget ambitiøst ville køre bilen hele vejen frem og tilbage på samme dag.

Til rytmerne af 'en dag tilbage' gik tiden stærkt på motorvejen, på trods af klokken kun var 8 om morgenen - vi skulle jo have noget ud af dagen! Og lad det være sagt - vi kørte som var der kun en dag tilbage. Uden rødvin og blå kings nåede vi nemt frem til grænsen og videre ind i dette nye spændende land, hvor magt er noget der kan tælles i dollars.

Jeg havde dog næsten ikke nået frem, idet min journalistiske/barnlige nysgerrighed tog over et par kilometer før grænsen til USA. Området vi kørte igennem hed 1.000 islands og Sigurd tænkte straks, at her måtte den vidunderlige dressing jo komme fra. Derfor sprang jeg straks ud for at kigge nærmere på landskabet. Jeg fandt en spændende trappe, som førte ned til søen og alle dens øer. Som alt andet godt her i verden, skulle forhindringer dog bestiges - denne gang i skikkelse af politiafspærring, der sagde at det var forbudt område: Sigurd springer straks over og vandrer ned af trappen. Næste forhindring bliver dog lidt mere seriøst modtaget af den unge Kristoffersen. En betonvæg bærer skriften: Trespassers will be arrested. Det synes jeg alligevel ville være lidt dumt, bare for at se hvor lyserød dressing kommer fra, så jeg gik op igen. Lige på den anden side af den første afspærring ventede politiet desværre...Hovsa...Heldigvis var det en kvindtlig betjent og ved hjælp af Sven's troværdige ansigt og Sigurds talegave og utrolige evne for at virke som en dum turist(gad vide hvor jeg får det fra?!) kunne vi gå derfra uden håndhjern på.

Selve Syracuse må siges, at være noget af et sted. Vi ankom til et kæmpemæssigt indkøbtcenter, hvor vi ville shoppe lidt, da dollaren har været en skrammel-valuta i et godt stykke tid. Det bedste man kunne sige om dette sted, ud over priserne, var vores svenske medpraktikant begejstring over at se en H & M og dét at opleve en gigantisk spisehal fyldt med tykke mennesker, der kaster friturestegt mad i sig.

Pas i øvrigt på med at bestil store menuer herovre - jeg vil tro der er over en liter cola i sådan en. Priserne på fastfood er latterligt billige, hvilket må være stærkt medvirkende til de fattigste fysiske beskaffenhed. En stor McDonald's menu koster omkring 30 kr. , mens en dobbelt cheeseburger koster omkring 5 kr. Ikke ligefrem specielt nærende eller sprængfyldt med vitaminer!? Til gengæld kan man i et supermarkede snildt betale omkring 15 kr. for en rød peber.

Her hænger vi ud foran Carousel Center. Indkøbscenteret, hvis hjerte består af et mad-mekka med en karusel til at holde børnene væk fra mor og far, når de ikke er færdige med at kaste mad i sig.

Turen gik herefter til Syracuse 'down town' og sikke et sted! Vi havde godt hørt, at det ikke var noget særligt, men alligevel. Jeg kan sgu godt forstå, at Tom Cruise er blevet sådan en freak, med sådan et sted at vokse op. Ikke underligt at han hellere har villet øve sig foran spejlet i dagevis, for at lære monologer som: "Show me the money" - now, THAT is acting!

Vi fandt i stedet en lille park (hvis den ikke fandt os?!), hvor vi slog os ned på en bænk for at indsnuse USA, eller var det grillduften? På denne plæne kunne man nemt havde fået en overdosis af Amerika. Indenfor en time overværede vi et udendøres bryllub, en enson blues saxofonist på en stol i en skov, en gruppe unge der grillede, samt en skoleklasse der spillede en form for Baseball. Nå ja, fortalte jeg at denne bænk vi sad på, var ved en amerikansk fodboldbane?? Se DET er amerikansk!

Nu vil jeg godt lige tilføje, at det altså ikke var FOR amerikansk. Det var faktisk rigtigt dejligt, at se en rigtig gennemsnitlig by, som ikke prøvede at være andet end den var. Vi drak en øl på den lokale bæverding nede i centrum, hvor en nysgerrig drukkenbolt var hurtig til at undre sig: "Har i kørt til Syracuse uden nogen grund...? Hvorfor??!!" Det viser meget godt hvor lidt denne by egentlig kunne. På trods af en lang, lang dag, med tunge skyer og en kølig brise fandt vi dog glæden i de små ting.

Sven har på sin blog, om denne tur konkluderet, at; "Nogle gange ligger der heldigvis store oplevelser og venter udenfor guidebøgernes rækkevidde…"

Jeg vil udtrykke det anderledes og sige, at det er ligegyldigt hvad man oplever - de store oplevelsser kan være de mindste og omvendt. Det er menneskerne og indstillingen der gør oplevelserne gode og dårlige. Vi fik så absolut en super tur ud af denne roadtrip, så når der kun er 'én dag tilbage', så kunne det godt være, at man skulle lave en Syracuse reunion. Tak for en god tur i fire!