Ottawa Race Weekend!

Jeg kan næsten allerede høre Thim Fahléns stemme: "Jeg er i mit livs form". Men ved du hvad Thim - det må jeg næsten være. Eller det vil sige, jeg har kun én gang i mit liv løbet lige så langt, som i denne weekend. Der skete det, at jeg blev gruppepresset ind i at deltage til Ottawa Race Weekend, som er Nordamerikas største løb med over 33.000 tilmeldte. Distancerne er 5 og 10 kilometer, halvmarathon og marathon. Svens chef Jakob løb marathon på en flot tid under 3 timer, mens ambassadøren him-self løb halvmarathonen på omkring de 2 timer. Derfor var det op til Sigurd, at vise praktikant-fanen, da Sven havde trukket sig fra turneringen efter at have været ved lægen og fået konstateret 'tysk syge'. 10 kilometer skulle traves...og gerne lidt hurtigt! Jeg var nemlig i direkte konkurrence med ambassadørens kone Else, som også havde meldt sig til 10 kilometeren. Heldigvis havde jeg trænet godt op til dette event, men det skulle være så uheldigt, at jeg forstrak en muskel i mit baglår bare to dage inden løbet. Tænk sig, at jeg skulle få en skade, fordi jeg havde trænet for meget!! Jeg valgte derfor ikke så fornuftigt at dulme min smerte med øl og tequila og jeg ved ikke om det var det der hjalp, men da jeg vågnede op næste morgen, havde smerten på mystisk hvis bevæget sig fra mit ben og op i mit hovede. Derfor var der ingen undskyldning; Sigurd skulle løbe alligevel. Som var det Rocky, der havde fået sin cut-man til genåbne hans øje, fandt Sigurd ny energi og til start kom han.
Jeg må sige, at jeg slet ikke havde forstået, hvad det ville sige at løbe sådan et løb. Jeg havde ikke forestillet mig så mange mennesker og så stort et arrangement. Hele områder af Ottawa var lukket ned, mens løbet var i gang, mens frivillige stod på alle hjørner og gader med vand, bårer, skilte og lyserøde ører på (don't ask).

Vi var knap 9.000 til start på 10 kilometeren og efter at have sunget nationalsangen (selvfølgeligt i en skøn blanding af fransk og engelsk), så var vi afsted. Efter at have tilpasset mig tempoet og antallet af mennesker der fløj forbi mig blev større og større, faldt jeg hurtigt ind i min faste rytme...Desværre var det den langsomme rytme, men efter 5 kilometer tænkte jeg, at jeg jo bare kunne hente det ind på de sidste 2 kilometer - jeg er jo lidt af en fighter. Desværre var der lige den faktor, at jeg ikke har løbet over 7 kilometer, siden jeg var 15 år gammel, så da jeg ville sætte slutspurten ind, så ville min krop ikke! Måske ikke så besynderligt, men derfor valgte jeg lidt fornuftigt, bare at holde tempoet hjem. Det lykkedes og jeg krydsede stregen uden de helt store anstrengelser på cirka en time. Ikke specielt hurtigt, men en medalje (i løb er alle vindere?!) og en oplevelse rigere. Jeg må sige, at jeg blev utroligt fanget af at løbe - det fysiske/psykiske aspekt i det er større end jeg havde troet og det er helt sikkert noget jeg har tænkt mig at udforske mere.

Her får i lige et 'efter-billede' til at opsummere en super dag med godt vejr, godt humør og glade mennesker i alle aldre, der løb for en bedre sag. Overskuddet gik nemlig til et børnehospital i Ottawa.