Coming to America

"Fascinating! Semmi, look at this! America is great indeed. Imagine a country so free, one can throw glass on the streets!" - Eddie Murphy, Coming to America.

Den USA-lidenskabelige Sven svingede pisken i lørdags og beordrede det meste af Europa's elite (som var bosat i Ottawa) til Syracuse. Byen som nok er mest kendt som Tom Cruise's fødeby blev målet for en bil, der skulle blive fem mand stærk: En englænder, en svensker, en nordmand og to danskere, der mer' og mer' minder om Nik & Jay. Det bliver ikke mindre tilfældet, når vi sætter os ind i bat-mobilen Hiro, alias 'se hvad jeg kan - det kan godt være, at jeg er en smårustet familiebil, men jeg har stadig en 3.0 motor'. ca. 300 kilometer lå mellem os og vores destination, og ikke mindst chauførsven, som meget ambitiøst ville køre bilen hele vejen frem og tilbage på samme dag.

Til rytmerne af 'en dag tilbage' gik tiden stærkt på motorvejen, på trods af klokken kun var 8 om morgenen - vi skulle jo have noget ud af dagen! Og lad det være sagt - vi kørte som var der kun en dag tilbage. Uden rødvin og blå kings nåede vi nemt frem til grænsen og videre ind i dette nye spændende land, hvor magt er noget der kan tælles i dollars.

Jeg havde dog næsten ikke nået frem, idet min journalistiske/barnlige nysgerrighed tog over et par kilometer før grænsen til USA. Området vi kørte igennem hed 1.000 islands og Sigurd tænkte straks, at her måtte den vidunderlige dressing jo komme fra. Derfor sprang jeg straks ud for at kigge nærmere på landskabet. Jeg fandt en spændende trappe, som førte ned til søen og alle dens øer. Som alt andet godt her i verden, skulle forhindringer dog bestiges - denne gang i skikkelse af politiafspærring, der sagde at det var forbudt område: Sigurd springer straks over og vandrer ned af trappen. Næste forhindring bliver dog lidt mere seriøst modtaget af den unge Kristoffersen. En betonvæg bærer skriften: Trespassers will be arrested. Det synes jeg alligevel ville være lidt dumt, bare for at se hvor lyserød dressing kommer fra, så jeg gik op igen. Lige på den anden side af den første afspærring ventede politiet desværre...Hovsa...Heldigvis var det en kvindtlig betjent og ved hjælp af Sven's troværdige ansigt og Sigurds talegave og utrolige evne for at virke som en dum turist(gad vide hvor jeg får det fra?!) kunne vi gå derfra uden håndhjern på.

Selve Syracuse må siges, at være noget af et sted. Vi ankom til et kæmpemæssigt indkøbtcenter, hvor vi ville shoppe lidt, da dollaren har været en skrammel-valuta i et godt stykke tid. Det bedste man kunne sige om dette sted, ud over priserne, var vores svenske medpraktikant begejstring over at se en H & M og dét at opleve en gigantisk spisehal fyldt med tykke mennesker, der kaster friturestegt mad i sig.

Pas i øvrigt på med at bestil store menuer herovre - jeg vil tro der er over en liter cola i sådan en. Priserne på fastfood er latterligt billige, hvilket må være stærkt medvirkende til de fattigste fysiske beskaffenhed. En stor McDonald's menu koster omkring 30 kr. , mens en dobbelt cheeseburger koster omkring 5 kr. Ikke ligefrem specielt nærende eller sprængfyldt med vitaminer!? Til gengæld kan man i et supermarkede snildt betale omkring 15 kr. for en rød peber.

Her hænger vi ud foran Carousel Center. Indkøbscenteret, hvis hjerte består af et mad-mekka med en karusel til at holde børnene væk fra mor og far, når de ikke er færdige med at kaste mad i sig.

Turen gik herefter til Syracuse 'down town' og sikke et sted! Vi havde godt hørt, at det ikke var noget særligt, men alligevel. Jeg kan sgu godt forstå, at Tom Cruise er blevet sådan en freak, med sådan et sted at vokse op. Ikke underligt at han hellere har villet øve sig foran spejlet i dagevis, for at lære monologer som: "Show me the money" - now, THAT is acting!

Vi fandt i stedet en lille park (hvis den ikke fandt os?!), hvor vi slog os ned på en bænk for at indsnuse USA, eller var det grillduften? På denne plæne kunne man nemt havde fået en overdosis af Amerika. Indenfor en time overværede vi et udendøres bryllub, en enson blues saxofonist på en stol i en skov, en gruppe unge der grillede, samt en skoleklasse der spillede en form for Baseball. Nå ja, fortalte jeg at denne bænk vi sad på, var ved en amerikansk fodboldbane?? Se DET er amerikansk!

Nu vil jeg godt lige tilføje, at det altså ikke var FOR amerikansk. Det var faktisk rigtigt dejligt, at se en rigtig gennemsnitlig by, som ikke prøvede at være andet end den var. Vi drak en øl på den lokale bæverding nede i centrum, hvor en nysgerrig drukkenbolt var hurtig til at undre sig: "Har i kørt til Syracuse uden nogen grund...? Hvorfor??!!" Det viser meget godt hvor lidt denne by egentlig kunne. På trods af en lang, lang dag, med tunge skyer og en kølig brise fandt vi dog glæden i de små ting.

Sven har på sin blog, om denne tur konkluderet, at; "Nogle gange ligger der heldigvis store oplevelser og venter udenfor guidebøgernes rækkevidde…"

Jeg vil udtrykke det anderledes og sige, at det er ligegyldigt hvad man oplever - de store oplevelsser kan være de mindste og omvendt. Det er menneskerne og indstillingen der gør oplevelserne gode og dårlige. Vi fik så absolut en super tur ud af denne roadtrip, så når der kun er 'én dag tilbage', så kunne det godt være, at man skulle lave en Syracuse reunion. Tak for en god tur i fire!