søndag den 16. marts 2008

TaDac - Finnish Contemporary Dance

I onsdags havde jeg fået nogle fribilletter til en finsk dansegruppe der hed TaDac. Sigurd havde aldrig set dans før, så tænkte: "hva' pokker - der er alligevel gratis vin og snacks til de her ting'. Det skulle vise sig, at være mindst lige så mærkeligt, som jeg havde troet - hvis ikke mere!

Danseforestilling var delt op i fire scener. Den første var en klassisk 'nu skiftes vi til at danse og så ser vi hvem der er bedst', hvilket jo sådan set var okay. Der var lidt break-dance over det, så det mindede jo meget om når jeg selv danser.


Anden dans var helt anderledes. En mand og en kvinde dansede en slags forførelsesdans, som nok skulle vise det spil der er mellem de to køn. Det eneste 'problem' med denne dans, var i følge Sven som trofast havde taget med, at de to dansere havde besluttet sig for at knipse til hinanden...At se fuldvoksne individer i stramt tøj danse sådan rundt og så pludseligt et knips var ved at være for meget for Sven, som herefter hviskede: "Nu vil jeg hjem og finde mine testikler - jeg bliver sgu nødt til at se Rambo efter det her!".

Indtil videre følte jeg mig ret godt underholdt. Kunne godt forstå, hvad de ville sige til os med deres danse, og syntes egentligt, at det var ret fedt, at de kunne udtrykke så komplekse ting med kropsbevægelser i stedet for sprog (ikke at jeg havde forstået et ord, eftersom de var finske - sikke et sprog).
Dans 3 var til gengæld noget anderledes. En pige kommer alene ind på en scene og begynder at danse vild og ukontrolleret 30 cm foran den finske ambassadør, men med ryggen (og numsen) til ham..Dette stod på i et minuts tid, men blev kun endnu mere mærkeligt...I det ene hjørne stod en plastik-kat hun havde skruet op, så den kunne logre med halen, hvilket den så gjorde under hele scenen. I det andet hjørne kørte et tv med sne på og i det tredje hjørne stod et lille modeltog med en snor i. Dette tog begyndte hun så at trække rundt med, for til sidste at forsøge at få det til at køre hende over...Dette lykkedes ikke (på trods af jeg sværger jeg hørte Sven besværge hende ti sekunder før). Scenen går i sort - og det gør jeg også. Det var sgu en anelse for moderne for mig, selv om jeg tror jeg fik fat i, at det var historien om en meget mislykket pige, som intet rigtigt kunne gøre, ikke engang begå selvmord, selv om hun selv styrede et tog!
Efter en mindre pause, hvor man fik small-talked med en masse forskellige ambassadefolk, gik det løs igen.
Scene fire var den store finale, som var en slags go-go dance, hvad det så end er ...En blanding af okker-gokker og renovationsdans blev blandet sammen med cirkusmusik. Der kom koste på scenen, hvorefter enhver danser der ikke kunne udtrykke sig hurtigt og effektivt blev fejet væk. Det store tema var for scenen, at man i vores moderne samfund ikke har meget tid og altid bliver stoppet i hvad man laver, før man når frem til, hvad man vil sige.

Alt i alt vil jeg sige, at jeg var rigtigt godt underholdt af denne finske dansetrup - det var i hvert tilfælde en oplevelse. Ved ikke om jeg ville have betalt for det selv, men er nu glad for at have set det.

-Knips-

Ingen kommentarer: